Ulovligt garnfiskeri truer danske ørreder

På trods af en stramning af fiskeriloven finder Fiskerikontrollen et stadigt stigende antal ulovlige garn langs de danske kyster. Et frustrerende problem for lystfiskerne som kontrollørerne ikke kan komme til livs med de nuværende ressourcer.

Tekst og fotos: Palle Herløv, fredag d. 5. juni 2009

Båden suser gennem vandet. 55 kilometer i timen på 18 meters dybde. Bag roret står Martin Hansen. Fiskerikontrollør med 21 års erfaring i jobbet. Med i båden er to kollegaer og en nysgerrig journalist. En radar fortæller os, nøjagtigt hvor vi befinder os. Vi er på Horsens Fjord, og dét ved de lokale fiskere godt, fortæller Martin Hansen. SMS-beskederne bliver sendt, så snart de orange dragter spottes i det fjerne. Vi er på jagt efter ulovlige fiskegarn, og det varer ikke længe, før der er bid.

Ifølge en netop offentliggjort rapport fra Fiskeridirektoratet udgør ulovligt garnfiskeri en stigende trussel mod fiskebestanden i de danske farvande. Selvom regeringen med daværende fødevareminister, Hans Christian Schmidt (V), i spidsen i 2007 valgte at hæve bødetaksten pr. lovovertrædelse fra 500 kr. til 2500 kr., synes effekten at være udeblevet, og antallet af ulovligheder er tværtimod steget markant. Det er sket som følge af en række nødvendige omprioriteringer hos Fiskerikontrollen, som er den kontrolmyndighed, der skal sikre, at lovene bliver overholdt. Færre ansatte skal løse et stigende antal opgaver, og her opstår problemet.               

På erhvervssiden kommer der flere og flere regler fra EU. For eksempel skal hver femte landing af torsk kontrolleres, og sådan et mål skal opfyldes. Så er der bagefter en række kontrolopgaver, som er noget de gerne tage sig af, og derfor bliver denne slags opgaver konstant tilsidesat. Til stor frustration for lystfiskerne, men til glæde for de, der fisker ulovligt. De risikerer nemlig ikke at blive snuppet.    

"Vi er nu engang kun den styrke vi er. Vi gør hvad vi kan men erkender samtidig, at der er et problem," siger vicefiskeriinspektør Claus Wille.

Garnfiskerne høster udbyttet                          
Hos Danmarks Sportsfiskerforbund er frustrationerne til at tage og føle på. Gennem årtier har forbundets lokale afdelinger brugt millioner af kroner på vedligeholdelse af åer og vandløb, så fiskene har de bedst tænkelige muligheder for at overleve og føre arten videre til gavn for både naturen og lystfiskerne selv.

Derfor er det et problem, når én mand med et garn beslutter sig for at bryde loven og spærre en å af fra den ene bred til den anden.

"Det er en egoistisk tankegang. Grunden til at der overhovedet er noget at fange er, at vi er en masse mennesker, som gør en stor indsats for at bevare naturen og fiskebestandene", siger miljøkonsulent Kaare Manniche Ebert og påpeger, at når fiskene ikke bider på krogen, så mister folk lysten til at fiske, og dermed falder også motivationen til at gøre noget for miljøet.

Miljøet er den store taber    
Og netop miljøet fremhæves ofte som den store taber i dette spil, hvor kun de der bryder loven, synes at høste et udbytte. Der lægges ikke skjul på, at Danmarks Sportsfiskerforbund varetager sine medlemmers interesser, men det er konsekvenserne overfor fiskebestandene, der er mest alvorlige. Risikoen for at ulovlighederne smadrer nogle unikt tilpassede bestande og vandløb permanent, er nemlig overhængende stor.

Værst i Kolding Fjord              
At problemet er stigende, er noget der i dén grad kan mærkes i Kolding Fjord. Der er ifølge Verner Hansen, formand for Kolding Sports-fiskerforening, flere forskellige årsager. For det første har man netop her haft stor succes med at hæve fiskebestanden, og jo flere fisk der er at fange, desto flere penge er der at tjene for piratfiskerne. Når det samtidig er nemt at finde aftagere blandt private kunder og lokale restaurationer, så er det sammen med en helt utilstrækkelig kontrol med til, at folk ikke holder sig tilbage. Det er pengene der driver værket.

Den udtalelse bakker vicefiskeriinspektør Claus Wille op om:                   

"I bund og grund handler det her om penge. Man gør det jo ikke af lyst eller lignende. Jeg tror ikke på, at der er nogen, der gør det bevidst for at snyde og lege kispus med fiskerikontrollen. Det må være penge," siger han.                          

Garnet er havets største fjende
I vandet forude ses dagens første fangst. Fra sivene ved bredden følger tre fiskehejrer bådens susen gennem vandet.                            

Martin Hansen slipper gashåndtaget og sagtner farten, hvorefter han med elegance hopper i vandet og begynder at hale en ulovlig ruse ind.
I nettet vrimler det med liv. Rejer i hundredvis, som kort efter slippes fri og straks spreder sig som ringe i vandet.   

Indehaveren får en hilsen fra kontrollørerne, som beslaglægger redskaberne. Andet er der ikke at gøre. Skal der udskrives en bøde, skal personen fanges på fersk gerning og det er ikke særlig sandsynligt.

"Garnet tager ingen hensyn, og fisk der har siddet i et garn, kan ikke genudsættes i levende tilstand."
Steen Ulnits, fiskeribiolog

Anderledes konsekvent er garnene i sig selv. De fisk der går i dem, dør helt sikkert, for garn-fiskeriet er ikke selektivt. Det betyder, at også de små og fredede fisk, dør af det.

Fisk der har siddet i et garn, kan ikke genudsættes i levende tilstand. Skellene og gællerne bliver ødelagte, når fisken i desperation vrider sig i forsøget på at slippe fri. Selvom den bliver sat ud i levende tilstand, så dør den sandsynligvis inden for kort tid. Det fortæller fiskeribiolog Steen Ulnits, som gennem mange år har set hvordan fiskene tager skade af garnene. Vel at mærke også de lovligt udsatte garn.

"Lovene er netop lavet for at beskytte fiskene, så når folk fisker ulovligt, skader det fiskene uhensigtsmæssigt på nogle steder og tidspunkter, hvor de ikke kan tåle det."

Hvis man forhindrer fiskene i at komme ind i åernes udmundinger for at gyde, så forhindrer man dem i at reproducere sig selv. Steen Ulnits vurderer derfor, at ulovligt garnfiskeri er den største trussel overfor havbestandene her i Danmark.

På Horsens Fjord sættes kursen mod udgangspunktet ved Hosby Strand. Endnu en fiskerikontrol er overstået – uden konsekvenser for piratfiskerne.

Se billeder fra sejlturen med fiskerikontrollen her.

Relaterede artikler om samme emne:

"Jeg sætter mit garn, som det passer mig!"

Vicefiskeriinspektør Claus Wille erkender, at pirat-fiskerne har det for nemt, men en løsning på problemet synes fjern.
Miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund, Kaare Manniche Ebert, ser med stor alvor på konsekvenserne af det ulovlige garnfiskeri.
Formand for Kolding Sportsfiskerforening, Verner Hansen, mener, at pengene driver værket.
Garnet tager ingen hensyn, og fisk der har siddet i et garn, kan ikke genudsættes i levende tilstand, forklarer fiskeribiolog Steen Ulnits.
Fiskerikontrollør Martin Hansen fjerner endnu en ulovlig ruse fra Horsens Fjord. Klik på fotoet for at se alle billederne fra turen på Facebook.

Hent artiklen i PDF-format her: