Komponist for livet

PORTRÆT: Med sin højre hånd dansende frit i takt til musikken og den venstre vekselvis svævende og plantet i siden af hoften, dirigerer han med en usvigelig sikkerhed sit 14 mand store ensemble gennem 10 vidt forskellige musikstykker. Her er tanke bag hvert eneste lille vip med fingrene så absolut intet overlades til tilfældighederne.

Vi befinder os i et øvelokale på Vejle Musikskole, og bag nodepulten står Willy Stolarczyk. Mægtig af statur og i særdeleshed også inden for musikkens verden. Med 105 værker spændende fra det klassiske til det moderne og et utal af cd-udgivelser og musikalske arrangementer er han om nogen drivkraft bag det musikalske liv i fjordbyen Vejle. Som en anden alkymist synes alt, hvad han rører ved, at ende ud i succes, men livet har ikke altid været så ligetil for den nu 64-årige lollænder.

Skoletiden syntes åndsfortærende og som én lang kronisk hovedpine, og derhjemme gjorde hans mormor alt, hvad hun kunne, for at hindre ham i at komponere sin egen musik. Det så hun absolut ingen grund til. Når nu folk som Mozart og Beethoven i forvejen havde lavet så meget fortrinligt musik, hvorfor så bruge kræfter på at lave sin egen?

Han er ud af en musikalsk familie, men valget af karriere har så absolut intet med familien at gøre. Tværtimod. De rådede ham altid til ikke at blive musiker. Lange og utaknemmelige arbejdsdage var ikke noget at stræbe efter for en ung mand som ham. Men Willy Stolarczyk var ikke i tvivl om, at hans liv skulle vies til musikken. Et brud med den sociale arv, et falleret ægteskab og fem år uden fast bopæl var prisen han måtte betale, men når alt kommer til alt, har det været det hele værd.

Barndommen
Den 22. maj 1813 blev den tyske komponist Wilhelm Richard Wagner født i Leipzig. Samme dato, bare 132 år senere, kom en lille dreng til verden på Lolland; Willy Stolarczyk. Hans bedsteforældre kom fra Polen til Danmark i starten af 1900-tallet. Planen var at tjene lidt penge på arbejde i roemarkerne, og egentlig ville de være rejst hjem efter nogle få år, men Første Verdenskrig brød ud i 1914 og Polen var pludselig lukket land. Det betød, at de var nødsaget til at blive.

Wilhelm Richard Wagner voksede op, og blev kendt som en kontroversiel person. Både for sine musikalske og dramatiske bidrag, men også for sine klare antisemitiske og politiske overbevisninger. Netop de holdninger som var grunden til, at Anden Verdenskrig fandt sted i 1940’erne, hvor Willy Stolarczyk bag mørklagte gardiner blev undfanget og så dagens lys blot 14 dage efter befrielsen.

Siddende her i musikskolen, husker han nu tilbage på, hvordan det hele startede.

Opvæksten på Lolland bød på lidt af hvert. Skolen kedede ham, og han brød sig ikke om at være der. Lærerne måtte slå eleverne, og holdt sig mildest talt ikke tilbage. De var dybest set en sølle flok, når det kom til stykket, fortæller han og illustrerer med hænderne hvordan en lussing rammer kinden.

Matematik forstod han ikke, tysklæreren forlod ofte klasselokalet grædende midt i timerne og Willy Stolarczyk var langt dygtigere end sin musiklærer, så når muligheden bød sig, blev han gerne hjemme fra skolens kaos og begravede sig i stedet i litteraturens verden.

”Jeg var ikke den type, som var ude at slås med de andre drenge. Jeg læste bøger i stedet. Ikke fordi jeg ikke kunne slås, men jeg var nok lidt forud for min alder. Min far ville gerne have, at jeg lærte at læse meget tidligt, så allerede som seksårig kunne jeg læse avisen højt for ham, mens han lå på sofaen med hænderne under hovedet og lyttede efter. På den måde kom jeg i gang meget hurtigt, og fik et godt kendskab til den klassiske litteratur, og samtidig har det nok også gjort, at jeg altid har kæmpet for at nå mine mål, selvom de måske virkede uopnåelige.”

Udover litteraturen blev også musikken allerede tidligt en stor del af Willy Stolarczyks liv. På trods af familiens, og især mormorens ihærdige forsøg på at hindre det, valgte han altså at følge sin egen vilje og dedikere sit liv til kunsten og i en alder af blot ti år dirigerede han første gang et stort orkester:

”Jeg havde nemt ved det, og jeg kan huske, at folk klappede af mig. Min mor har et billede af det derhjemme. En fantastisk oplevelse.”

To år senere blev han sat til at anmelde koncerter i den lokale avis og begyndte så småt i det skjulte at komponere sin egen musik. Hans mormor mente, at det var spild af tid og lå næsten altid på divanen ved siden af klaveret, så han ikke kunne snige sig ind og komponere, uden at hun ville opdage det. Men en gang imellem havde hun ikke sit høreapparat i. Så kunne han alligevel snige sig hen til klaveret:

”Hun gjorde det, fordi hun syntes, at det var noget pjat at forsøge at skrive sit eget musik, når jeg ligeså godt kunne lære Mozarts sonater og Beethovens symfonier. Hvorfor skulle jeg pludselig til selv at lave noget? Det kunne jo aldrig leve op til det andet. Da hun selv var en fortræffelig pianist, ville hun gerne undervise mig. Men jeg sagde ’nej tak’, for jeg havde en klar idé om, at jeg sagtens kunne lave noget selv. Man kan ikke lære en person at komponere. Man skal have det i sig i forvejen.”

Ungdommen
Som årene gik, begravede han sig mere og mere i musikkens verden. I takt med talentet voksede også hans iver efter at komme væk fra det lille samfund på Lolland, og i en alder af bare 18 år hev han teltpælene op og flyttede til Århus.

Stort set uden en krone på lommen, ankom han til den jyske hovedstad. Hans mor sendte af og til pakker med rent tøj og mad, men ellers måtte han klare sig selv og ernære sig som organist i byens katolske kirker.

”Jeg havde ikke noget klaver, og manglede et sted at øve mig. Så gik jeg ind i en klaverforretning på Guldsmedegade og spurgte, om jeg måtte øve mig i deres udstillingsvindue. Det måtte jeg gerne, og på den måde kom jeg til at spille i Århus. Jeg sad simpelthen i et butiksvindue.”

Sådan kom han ind i byens musikalske miljø og kontaktede endeligt en lærer fra det jyske musikkonservatorium, som han bad hjælpe ham med at blive optaget. Det ville han gerne, men der ville gå mindst et år, før han havde tid, da han netop var blevet gift og nu havde planer om at bygge et hus.

Willy Stolarczyk ville dog ikke vente og gik straks i gang med at komponere et stort klaverstykke til ham. Sammen med noderne sendte han et brev, hvor han gjorde det klart, at han havde brug for hjælp og uddannelse. Tilsyneladende en helt enestående handling, for få dage efter blev han ringet op og bedt om at mødes med læreren. Det ene førte til det andet, og blot fire måneder senere startede han på konservatoriet.

”Lige inden jeg var færdiguddannet, kom en mand til mig og spurgte, hvorfor jeg ikke havde søgt en ledig stilling som klaverlærer på Holstebro Musikskole. Jeg kendte ikke noget til stedet og havde derfor ikke søgt. Han fortalte om skolen, som var helt usædvanlig på det tidspunkt. De havde et ensemble med en masse øvede elever, så jeg besluttede mig for at søge jobbet og fik det i sidste ende.”

At flytte til Holstebro skulle senere hen vise sig at være af afgørende betydning for resten af Willy Stolarczyks liv.

I studietiden var han som 21-årig blevet gift med sin daværende kæreste, som læste til skolelærer. De to fik tre børn sammen, men på musikskolen i Holstebro ville skæbnen, at han mødte sin nuværende kone, Lise. Hun kom direkte fra Rom, hvor hun var uddannet fra solistklassen hos Severino Gazzelloni på Santa Cecilia-konservatoriet, og Willy vidste fra første øjeblik, at der var noget ganske særligt ved hende. Ikke alene var hun en fortræffelig fløjtenist – de to kompletterede også hinanden rent personligt, så det syntes ganske uundgåeligt, at de skulle ende med at danne par både som professionelle musikere og som ægtefolk.

Voksenlivet
Med blikket rettet ud af vinduet og en afslappet kropsholdning tænker Willy Stolarczyk tilbage på sit livs op- og nedture:

”Det at blive skilt var på én og samme tid både et stort nederlag, men også en af de største behageligheder, jeg til dato har oplevet. Vi havde tre små børn på det tidspunkt, så vi gjorde hvad vi kunne, for at få det til at fungere. Vi var ikke tilstrækkeligt uvenner til at det burde have endt som det gjorde, men der var ikke andet at gøre. Det er svært at sige kortfattet, hvorfor det endte sådan. Måske var vi bare for forskellige. Der var i hvert fald ét eller andet der gjorde, at det ikke fungerede. Til sidst kom min lillesøster hjem til mig og sagde: ’I aften bestemmer du dig. Jeg kan ikke holde ud længere, at høre om det her på afstand.’ Så gjorde vi det forbi, og jeg ringede straks til Lise og spurgte, om jeg måtte bo hos hende. Det måtte jeg i hvert fald gerne. Bare jeg tog en flaske champagne med.”

Sådan gik det til, at Willy- og Lise Stolarczyk fandt sammen rent privat.

De to har bevidst valgt ikke at have børn. Han havde tre i forvejen og Lise har altid haft en enorm mængde af elever, som er kommet hjemme hos dem, så behovet har aldrig rigtig været der. Det tomrum har eleverne fyldt ud.

”I det øjeblik at man selv får børn, så er samfundet desværre indrettet sådan, at konen ofte kommer til at gå hjemme og passe dem. Vi havde vores musikalske duo, så hvis vi fik børn, ville det nok betyde, at jeg ville gå videre, mens Lise blev stående tilbage. Det ville vi ikke risikere. Vi var kærester, men først og fremmest samarbejdspartnere og musikken er altid kommet i første række.”

Sammen med Lise købte Willy Stolarczyk et stort hus i Åbyhøj. Her var altid proppet af gæster og konstant gang i den. Det blev for meget i længden, og forstyrrede deres musikalske udvikling, så efter en årrække solgte de huset, og købte i stedet en campingvogn. Fra 1985 til 1990 boede de så skiftevis på en campingplads i Århus Nord og i udkanten af Rom. En stor omvæltning for dem begge, men nøjagtigt hvad der skulle til på daværende tidspunkt.

I 1991 skulle der igen ske noget nyt. Vejle Kommune manglede en kulturchef, og stillingen tiltrak Willy Stolarczyks trang til udfordringer. Han søgte, kom til samtale og fik som altid jobbet. Parret flyttede til Vejle, og Willy Stolarczyk blev hurtigt en fast bestanddel af det kulturelle liv. Alle kendte ham, og han kendte dem. Som kulturchef havde han fingeren på byens puls, uanset om det drejede sig om kunst, musik eller sport. 75 møder om måneden satte sit præg på hverdagslivet, som efterhånden blev mere og mere stressende, så i 1998 ændrede han på eget initiativ titel til ’musiklivsudvikler’ og kunne herefter udelukkende koncentrere sig om det, der i virkeligheden interesserede ham – nemlig musikken.

Fremtiden
Gennem hele livet har musikken betydet alt for Willy Stolarczyk. På spørgsmålet om, hvor meget det egentlig fylder i hans liv, læner han sig hen over bordet og forklarer, hvordan tonerne og kompositionerne konstant finder plads i hans indre univers:

”Jeg beskæftiger mig med musikken hele tiden. Også når jeg sidder her og taler, hører jeg musik. Det er som om, at der er et lager af toner inde i mit hoved, som arbejder, mens jeg foretager mig andre ting. Der er altid musik i mit hoved. Fra jeg står op om morgenen, og til jeg går i seng om aftenen.”

Willy Stolarczyk har intet fjernsyn. Det har han hverken tid eller plads til. Huset er fyldt med bøger fra væg til væg, så skal han opdateres med nyheder, tænder han for computeren i ti minutters tid. Så er det klaret. Længere tager det ikke.

Når man er så optaget af sit arbejde, som det er tilfældet hos Willy Stolarczyk, risikerer man ofte at glemme både tid og sted. Hjernen arbejder på højtryk og producerer konstant nye idéer:

”Nogle dage flyver timerne bare af sted. Jeg kan pludselig opdage hen på eftermiddagen, at jeg stadig sidder i morgenkåbe og slet ikke har været i bad endnu. En gang imellem sker det, at jeg vågner om natten og har fået en ny idé. Så er det værste, der kan ske, hvis man tror, at man kan huske det senere og lader være med at skrive det ned med det samme, for man kan ikke huske det! Jeg har spekuleret over hvorfor. Det skal være nøjagtigt som det er, lige når det kommer til én. Man skal bearbejde sin første indskydelse med det samme, for en idé er ligesom gips, der stivner hurtigt. Hvis ikke man arbejder med det, mens det er flydende, så er det pludselig fast og umuligt at komme videre med.”

Hvilke tanker mon han gør sig om sit omdømme og fremtiden? Hvordan vil han huskes, og hvad ser han gerne, at der står tilbage, når engang han er borte?

”Jeg har ikke de store ambitioner på vegne af mit eftermæle. Mange komponister skriver for fremtiden og for at blive husket. Det gør jeg ikke. Jeg skriver for samtiden. Det er nu, jeg er her, og nu jeg lever. Jeg vil bare gerne have, at folk synes, mine værker er værd at opføre. Det handler i bund og grund om, at man sikrer sig, at man kan være sig selv bekendt og stå ved de beslutninger, man har truffet gennem livet. Det er det vigtigste.”

Som han sidder der ved bordet, Willy Stolarczyk, udstråler han en selvsikkerhed som har fulgt ham gennem hele livet. Han har sat sig nogle klare mål, og har aldrig ladet noget komme i vejen for musikken. Han er i sandhed komponist for livet.

Willy Stolarczyk:

1945: Født d. 22. maj på Lolland.

1967 - 1676: Elev på det Jyske Musikkonservatorium i Århus.

1977: Klaverlærer på Holstebro Musikskole og musiker.

1985 - 1990: Boede i campingvogn skiftevis i Århus Nord og uden for Rom.

1988 - 1991: Stadskomponist i Holstebro.

1991: Kulturchef i Vejle Kommune.

1998: Musiklivsudvikler i Vejle Kommune.

2000: Ved overgangen til år 2000 var han drivkraften bag et storstilet nytårs-arrangement, hvor mere end 10.000 mennesker var på gaden.