Her leger kun de voksne

Nogle spiller fodbold. Andre dyrker yoga. Foreningen SMil, Vestergade 49 i Århus, er stedet for folk, der kan lide smæk i enden og læder på kroppen.

Af Palle Herløv, onsdag d. 15. oktober 2008

Vi mennesker er forskellige og gud ske lov for det. Det ville være trist, hvis alle havde samme interesser, og kom de samme steder. Foreningen SMil i Århus er for sadomasochister - et sted de fleste århusianere end ikke aner eksisterer.

Stedet er for folk, der tænder på smerte og erotisk dominans eller underkastelse. Bag murene og de mørklagte vinduer, er der mulighed for at blive spændt op på et kors eller lukket inde i et bur. Lokalerne har faciliteter til lidt af hvert. Hundebure, gabestokke og endda et doktorværelse. Kun fantasien sætter grænser. Men hvem dyrker det, hvad får dem til det, og hvad får de ud af det? Vigtigst af alt – hvordan får de andre til at acceptere dem, som de er?

En aften som alle andre
Tirsdag er der medlemsaften fra klokken 20.00 til 23.00. Folk på gaden myldrer forbi. Et ungt par forlader den italienske restaurant, Marco Polo, gående hånd i hånd. De behøver ikke hverken læderremme eller lænker for at holde sammen. De er unge, nyforelskede og har tilsyneladende nok i hinanden.

Ved siden af restauranten ses passagen ind til nr. 49. På anden sal kastes et varmt, beroligende lys ud fra lejligheden ved siden af SMils dystre lokaler og hen over gårdspladsen. En kvinde står ved vinduet. Sikkert ganske uvidende om hvad der foregår få meter fra hende på den anden side af murbrokkerne.

En grå stationcar kommer trillende og holder ind til siden. Klokken er kun lidt over otte. Et midaldrende par stiger ud. Hun er iført læderbukser og høje hæle. Han bærer på en metalkuffert med kodet lås. Kun de to ved, hvad der gemmer sig bag den hemmelighedsfulde forsegling. De forsvinder ind i smøgen med et smil på læben og en bemærkning om, at det sørme er en kold aften. Det bliver godt at komme ind i varmen…

20 minutter senere ankommer et andet par. De er omtrent på samme alder som det første. Begge har en taske over skulderen og er fine i tøjet. Som folk der skal i teatret. De svinger til venstre, og går målrettet hen mod nr. 49, hvor døren står åben på vid gab, mens vinduernes sorte gardiner ikke tillader hverken sollys eller nysgerrige personers blikke indenfor.

Set udefra skiller hverken bygningen eller brugerne sig ud fra mængden. Men bag facaden gemmer sig et mystisk og, for de fleste, skræmmende univers. Sadomasochisterne mødes til voksen leg med ligesindede. I bund og grund er de ikke anderledes end alle os andre. De har bare nogle andre lyster.

Et spørgsmål om personlig udvikling
Psyko- og seksualterapeut, Pia Struck Madsen, forklarer, at udøvere af sadomasochisme arbejder med smerte på en sådan måde, at de kan transformere det til nydelse og dermed opnå en lystfølelse. Når vi udsættes for smerte, øges produktionen af endorfin i hjernen for at lindre smerten, og det er netop denne følelse, S/M'erne vil opnå.

"Endorfiner er kroppens smertedæmper og lykkehormon. De giver kroppen en lykkerus. Nærmest som en besættende kraft," siger Pia Struck Madsen.

"Seksualiteten er de voksnes legeplads, og der er rigtig mange måder, man kan lege på. Det er en udvikling for hvert enkelt par og for hver enkelt relation. Det skal være noget man gør, når man har kendt hinanden i et stykke tid. Det er ikke noget, man bare sådan kaster sig ud i fra det ene øjeblik til det andet," forklarer hun videre.

Alle har det i sig
De fleste har en idé om, at sadomasochisme er for folk, der ikke er helt normale. Men som besøget hos klubben viste, er erotisk leg og dominans ikke kun forbeholdt en bestemt type af mennesker. Klubben er åben for enhver - forudsat at man er medlem. Pia Struck Madsen forklarer, at inderst inde er lysten til at dominere eller blive underkastet noget, vi alle har i vort sind. Det er bare et spørgsmål om kultur og konvention, hvor meget vi kan, vil og tør. Det er voksen leg, og det er sjovt.

Vil ikke være et tabu
Ligesom de homoseksuelle vil sadomasochisterne heller ikke bukke under for moraliserende fordomme. De vil ikke være tabubelagte, men accepteres som dem de er. Pia Struck Madsen mener, at pressen bærer en stor del af ansvaret, når det kommer til folks forskruede syn.

"Mange sammenligner dem med sadister og syge mordere. Det billede skal vi have gjort op med."

Men kampen for accept bliver sandsynligvis både lang og hård. En kamp der kræver andre våben end læderpiske og pigtråd. En kamp der kræver åbenhed og dialog.