Et liv med eller uden Gud

Hvorfor er der forskel på, om man er troende eller ikke-troende? Hvad betyder det for folk, at de tror på Gud og det evige liv efter døden? En katolik, en indremissionær og en ateist mener selv, at de er i besiddelse af det rigtige svar.

Af Palle Herløv, tirsdag d. 16. december 2008

Religion og tro har gennem tiden været kilde til megen debat og årsag til talrige uoverensstemmelser og blodige krige. Mange hedninge har måttet lade livet for enden af korsriddernes sværd, og selv i vore dage bruges religion stadig som undskyldning for voldsomme handlinger.

Her i Danmark foregår diskussionerne på et mere lavmælt niveau, hvor parterne i høj grad respekterer hinandens holdninger, selvom de er stærkt uenige. Men hvad er det, der gør, at nogle mennesker lader religionen styre sit liv og levned, mens andre totalt afholder sig fra alt, hvad der handler om tro, og i stedet vælger at leve i nuet?

Vi skal her møde tre personer, som på hver sin måde har taget stilling til de store spørgsmål omkring universets skabelse og et eventuelt evigt liv efter døden. De er alle opvokset i kristne hjem, men har samtidig valgt at gå i tre meget forskellige retninger.

Annette Høyrup fra Randers er stærkt troende katolik og overbevist om eksistensen af mirakler og kristne åbenbaringer. Brian Madsen fra Vejle er indremissionsk, og har som forkynder og underviser viet sit liv til Bibelens ord. Århusianeren Jens Kristian Sommer er ateist, og tror ikke på hverken jomfrufødsler eller syndsforladelse. For ham er livet og universets tilblivelse en tilfældighed, som ikke skal tilegnes åndelige magter.

Katolikken
Annette Høyrup bor alene i en stor lejlighed i midten af Randers. Den 53-årige katolik står bag foreningen Profeti, som arbejder for udbredelsen af kristne profetier og åbenbaringer i vor tid. En stofskiftesygdom holder hende uden for arbejdsmarkedet, men det giver hende bare endnu mere tid til fordybelse i foreningens arbejde.

I et værelse med hvidkalkede vægge og stuklofter har hun indrettet sit kontor. Ringbind og computere slås om pladsen på skrivebordene. Væggene prydes af malerier, og rundt omkring står statuer af både Jesus og Jomfru Maria, som følger enhver bevægelse nøje. Stuen er indrettet som et bibliotek med bøger fra gulv til loft, og i spisestuen står stakkevis af papkasser med diverse objekter til salg. Tøj, rosenkranse og endnu flere bøger. Det her er virkelig noget, der bruges meget tid på. Det her er hendes livsprojekt.

Ved spisebordet beretter hun om de oplevelser, der ændrede hendes liv. Foran hende får ostemaden lov at stå urørt hen, mens hun med stor iver fortæller om sit liv. Hænderne er foldede, men når snakken bliver meget personlig, griber hun fat i en rosenkrans. En katolsk perlekæde, som bruges under bøn.                   

Annette voksede op i et indremissionsk hjem med strenge regler og forældre, der var meget troende. De var aktive og frivillige med indsamling af penge til kirken, og hjalp gerne til ved julearrangementer og lignende. Bibelen var rettesnor for, hvordan tingene skulle forstås, men på et tidspunkt fik hun nok, og gjorde oprør.

"Det blev bare for meget for mig i længden, så jeg havde brug for at komme væk fra det hele. Som 15-årig fik jeg en abort, og kom ud i nogle forfærdelige ting, hvor jeg hang ud sammen med narkomaner og alkoholikere. Heldigvis kom jeg væk fra det og tilbage til skolen, men oplevelserne havde i dén grad påvirket mig. Hvis ikke jeg var kommet fra nogle gode vilkår, så kunne det være gået rigtig galt. Det er jeg slet ikke i tvivl om."

Annette blev frivillig i Kirkens Korshær, og arbejdede med dybt alkoholiserede mænd og kvinder. Det gav hende interessen for at arbejde med mennesker, så hun uddannede sig til socialrådgiver og psykoterapeut. Religionen var ikke nogen betydelig del af hendes liv. Hun kom i kirken til jul, til bryllupper og ved begravelser, men mere lagde hun ikke i det. Hun var påvirket hjemmefra, men de kristne værdier tilegnede hun udelukkende samfundet.

Et mirakel ændrede hendes liv
Hendes søster var af en anden overbevisning. Hun giftede sig med en præst, og viede sit liv til katolicismen. Det gav nogle heftige diskussioner søstrene imellem, men en fælles rejse til Medjugorje i Bosnien/Hercegovina, ændrede Annettes liv for evigt.

"I starten var jeg meget skeptisk over for alt det her med åbenbaringer og mirakler. Alligevel deltog jeg på lige fod med katolikkerne, og i løbet af den tid jeg var dernede, skete der nogle ting, som jeg ikke selv var herre over. Jeg blev rørt, og begyndte jævnligt at græde uden egentlig at vide hvorfor. På én og samme tid var jeg i protest, men alligevel påvirkede det mig. I en positiv retning, vel at mærke! Jeg var glad, og følte, at jeg endelig havde fundet sandheden i livet."

Til en messe oplevede hun, at en kvinde fik en åbenbaring, og var i direkte kontakt med selveste Jomfru Maria. Imens det stod på, forstod hun ikke, hvad der foregik. Hun mærkede en varme gennemstrømme sin krop, og hun fik efter eget udsagn 42 i feber. Efterfølgende fik hun at vide, at kvinden havde set Maria komme gående gennem kirkens mur, og at de havde haft en dialog.

"Pludselig ser jeg, at kvinden bevæger hovedet, og kigger i retning af udgangen. Ingen af vi andre kan se, hvad der foregår. Jeg forstår ikke meget af, hvad der sker, men det er meget specielt for mig. Bagefter får jeg at vide, hvad hun havde set, så jeg beslutter jeg mig for at bede Jomfru Maria om et tegn. Hvis hun kunne give mig det, ville jeg skifte trosretning og engagere mig i katolicismen. Så jeg skrev nogle bønner på et stykke papir og stak det ind mellem to sten ved foden af en hellig statue. Jeg havde bl.a. en dårlig negl på venstre fod, som jeg bad hende om at helbrede. Pludselig en dag opdager jeg, at neglen er helet og den oplevelse er sammen med en række andre hændelser udslagsgivende. Det virker måske lidt plat, men det ændrede mit liv totalt. Jeg tror virkelig på, at den katolske kirke har den endelige sandhed om hele jordens eksistens."

Religionen gør hende glad
Annette tror fuldt og fast på, at der er et evigt liv efter døden, hvor de frelste lever i konstant ekstase med lovsang og glæde og helt uden sorg og gråd. For hende er Gud perfekt, for her har man tilgivelse og barmhjertighed. Uanset hvilken synd man har begået, så har Jesus på forhånd taget straffen for menneskeheden. Det mener hun er ægte kærlighed.

"I himlen lever man uden for tid og sted i et perfekt legeme. Det giver dyb, dyb mening for mig, at der også er noget på den anden side. Hvorfor lever jeg og hvorfor skal jeg dø? Jeg har været igennem en masse ting i mit liv, og jeg kan mærke hvordan troen giver mig kraften til at komme igennem det. Den giver mig styrken til at eksistere på trods af kriser. Det er en fantastisk kraft at være et troende menneske. Det gør mig glad. Også når jeg er allermest ked af det. Selv når jeg græder, og alting er helt galt. Så sidder jeg, og tænker på, hvor fantastisk det er, at jeg ved, at Jesus er der, og taler til mig", siger hun, mens fingrene kærtegner rosenkransens perler.

Der findes ikke svar på alting
Når snakken falder på ateisme, skifter hun straks holdning. De foldede hænder skilles ad og højre hånds knyttede næve borer sig ind i den venstres håndflade.

Modsat ateisterne kan hun ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at universet skulle være opstået ved nogen form for tilfældighed. Dertil er universet ganske enkelt for perfekt. Det kan ikke dokumenteres, hvorfor universet er i fuldstændig harmoni. Det er menneskeskabte idéer. Ateister er højt elskede af Gud, men de har fjernet sig fra ham, så Annette beder for dem hver dag. "Vi er alle Guds børn, men ikke alle har viljen til at ville kende ham", siger hun.

"Nogle folk ser på mig som om, at jeg er en tåbelig idiot. Sådan er det. Men det er ikke mit problem. Det er jo dem, der har et problem. Jeg synes, de lever et fattigt liv, hvor de glemmer at se lidt ud over deres egen næsetip. De kigger på deres egen menneskelige begrænsning. Når livet er slut, så er det slut. De opfinder én eller anden hypotetisk tankegang om, at verden er skabt af tilfældigheder, og at man kun kan leve i en verden, der kan bevise sig selv. Men mennesket er begrænset. De tror, at vi kan finde svar på alting, hvis bare der er tid nok. Men uanset hvor meget vi forsker, så er der masser af ting, vi aldrig kan finde videnskabelige beviser for. Alting vil være en tro og det samme er ateisme på linje med alt muligt andet. Det er en tro, der begrænses af den menneskelige viden. Jeg synes, det er synd, at man på den måde lader sig indsnævre, i stedet for at lade sig følge af kærlighed."

Annette aborterede som nævnt i en ung alder og som 26-årig fik hun et dødfødt barn, så livet har ikke været nemt for hende. Men miraklet i Medjugorje blev vendepunktet i hendes liv, og i dag kan intet omvende hende. Hun har fundet sin plads i livet.

Et kig på ostemaden tydeliggør, at tiden er løbet af sted, mens samtalen har stået på. De to skiver ost er tørret ind og har delt sig, som Moses delte Det Røde Hav for israelitterne.

Missionæren
I et parcelhus i Vejle sidder 45-årige Brian Madsen henslængt i sofaen med en kop kaffe i hånden. Ligesom Annette Høyrup er han også sygemeldt, men normalt er han meget aktiv i Indre Missions oplysningsarbejde.

Han er vokset op i et indremissionsk hjem, så han har efter eget udsagn fået kristendommen ind med modermælken. Han har altid været omgivet af de kristne budskaber.

Modsat Annette, er han mere moderat i sin tilgang til religionen, men han tror fuldt og fast på alt, hvad der står i Bibelen. Den har givet ham et klart udgangspunkt for al tænkning. Gud taler direkte til ham, når han i forbindelse med sit job holder foredrag, og underviser sine medkristne. Men samtidig er han fast besluttet på, at hvis Gud ikke bliver ved med at tale til ham, så holder han op med at tro.

"Hvis der er noget, jeg ikke kan tro på, eller hvis jeg tvivler, så går jeg til Gud, og siger: Hallo Gud, er du der? Nu må du simpelthen genskabe troen i mig, for ellers holder jeg op med at tro på dig."

Gud fortæller ham, hvad han skal sige
Når han står og taler for en forsamling, hører han ofte en stemme, der fortæller ham, hvad han skal sige. Det er ikke bare en pludselig indskydelse. Når han læser Bibelen, kommer der nogle tanker, som han ikke kan forklare, hvor kommer fra. Der sker en respons, som han ikke oplever andre steder. Det er ikke bare tanker, som når man læser en hvilken som helst bog, og tilhørerne fortæller jævnligt, at de ting han har sagt, virkelig har hjulpet dem med at få afklaret nogle tanker.

"Jeg forholder mig til Gud. Både når jeg går ude i naturen, på den måde jeg lever mit liv, den måde jeg forbruger på, er familiefar og er ægtemand. Jeg skylder Gud alt, for det er ham, der har skabt alting omkring mig. Jeg tror på, at hvis Gud ikke havde været her for mig, så ville jeg ingenting have haft. Han har givet mig min familie, bilen, huset og så videre, så jeg skylder ham at forholde mig til ham."

Brian Madsen har et meget afslappet forhold til sine ikke-kristne venner, men samtidig ville han føle sig som en skurk, hvis ikke han ved lejlighed gav dem et glimt af, hvad det er, han oplever ved at være troende. Det ville være fejt, for det kunne jo betyde rigtig meget for dem.

"Nogle gange kan jeg godt tage mig selv i at føle, at jeg burde rette på folk, men jeg ved godt, at det ikke hjælper en døjt. Folk skal have en indre overbevisning, og den forandring skal komme ved, at man selv møder og forholder sig til Gud."

"Jeg taler meget med Gud, og beder f.eks. for mine naboer. Jeg har op til 30-40 mennesker, som jeg nævner over for Gud. Jeg vil gerne have, at de skal have mulighed for at få samme overbevisning, som jeg selv har. Jeg føler mig forpligtet til at hjælpe."

Døden er ikke en afslutning
Døden er et emne, der optager Brian Madsen meget. Bliver den lang og smertefuld, eller får han lov til at dø i fredfyldte omgivelser? Men selvom der er mange ting, man ikke kan svare på omkring døden, så er det på ingen måde noget, han frygter. Han har det meget afslappet over for det faktum, at han skal dø på et tidspunkt.

"Det bliver svært, at tage afsked med dem jeg holder af, men ellers sker der ikke noget. Jeg lever jo videre bagefter. Døden er ikke en afslutning på nogen som helst måde. Det er bare en overgang fra ét stadie til et andet her i livet. På den måde er det ikke så voldsomt skelsættende. Jeg er mest bekymret for, hvordan det skal gå dem, jeg har ansvaret for, når jeg engang er væk. For mig er døden ikke et farvel men et på gensyn."

Brian er altså overbevist om, at han kommer til at leve evigt efter døden. Han har fire børn, som alle er opdraget kristent. Som de fleste andre danske børn, drømmer de om udlandsrejser og ferier til sydlige himmelstrøg. Men deres forældre har valgt at prioritere anderledes. Pengene bliver brugt på kristne privatskoler, og alt hvad der kan undværes, doneres til folk, der har mere brug for dem, end de selv har.

"Ungerne vil gerne rejse til Australien og andre eksotiske steder, men det er for dyrt, i forhold til de prioriteringer vi har. Vi har valgt at give en del penge til ulandshjælp og missionsarbejde rundt omkring i verden. Hvis vi lagde alle de prioriteringer om, så kunne vi rejse hele tiden. Jeg har gjort det klart for børnene, at alle de der materielle goder – dem kan vi nyde godt af senere hen. Når jeg dør, så skal jeg da rejse hele tiden. Der er jeg ikke bundet af nogen former for ressourceproblemer. Jeg skal ud at rappelle og bestige de højeste bjerge. Evigheden er jo ikke bare et diffust begreb med salmesang, men et sted hvor vi sidder sammen og spiser og drikker. Her er intet umuligt. Hvis jeg ikke når at lære at spille golf, mens jeg er her på jorden, så skal jeg slå nogle ordentlige drives, når jeg kommer på den anden side. Det er jeg slet ikke i tvivl om."

Ateisten
Vi tager nordpå til Århus, hvor 45-årige Jens Kristian Sommer som aktivt medlem af Ateistisk Selskab lever et liv fuldstændig renset for alt, hvad der hedder religion. Ligesom de to andre, er også Jens Kristian født og opvokset i et kristent hjem. På et tidspunkt begyndte han dog at sætte spørgsmålstegn ved tingene.

Det var ikke nogen form for provokation eller et oprør over for forældrene, men mere en konstatering af, at tingene ikke helt gav mening, som de er beskrevet i Bibelen. Så han gav afkald på alt, hvad der havde med religion at gøre, og meldte sig senere hen ind i Ateistisk Selskab. Forældrene syntes, det var forkert, og håbede han ville komme til fornuft, men for ham er netop dette fornuften.

"Der findes simpelthen ikke nogen metafysisk verden. Det er jo en absurd tankegang. Der er ingen større mening med livet. Vi er her bare, og vi er ligeså tilfældige som så meget andet her i tilværelsen. Når jeg dør, så er jeg bare væk. Som ateist tror jeg ikke på nogen form for guder, men det skal ikke forstås som om, at jeg er direkte modstander af religion. Folk har lov til at tro, hvad de har lyst til. Det skal bare ikke blandes sammen med alt muligt andet. Det er vigtigt, at holde religion og statsstyring adskilt."

Mange mennesker stiller sig selv spørgsmålet om, hvad en ateist tror på, når nu han ikke tror på Gud. Men netop her findes essensen af ateismen. En ateist har ganske enkelt intet behov for at tro på noget som helst. Han forholder sig kritisk til den information, der skabes. Der er mange forhold i naturen og livet, som ikke kan forklares, og derfor må forblive åbne. Derfor skal man ikke opfinde historier og prøve at forklare det på den måde.

"De religiøse går i kirke og indretter sit liv efter nogle fastlagte regler. Ateisterne tager tingene, som de kommer. Det at jeg er ateist, påvirker ikke min hverdag, udover når jeg bliver konfronteret af folk, der lader religionen styre sit liv. Så er jeg selvfølgelig rede til at diskutere mine holdninger."

Jens Kristian Sommer bliver også stillet spørgsmålet omkring livets endeligt. Han frygter ikke døden, men det er noget han er nødt til at forholde sig til. Han er som sagt overbevist om, at der ikke er nogen dybere mening med livet, så derfor gælder det simpelthen om at leve i nuet og nyde tilværelsen. Når man dør, er det slut, og så er den ikke længere. Man har selv ansvaret for den måde man lever på. Det handler om at rette sig ind efter samfundet og respektere andre mennesker.

Politisk – ikke religiøst
For ateisterne er det som sagt vigtigt, at holde religion og statsstyring skarpt adskilt. Jens Kristian Sommer støtter ateistisk selskab, fordi han mener, at det er vigtigt at kæmpe for religionsfriheden. Her i Danmark er man per automatik medlem af folkekirken, og det er i klar modstrid med det, som ateisterne kæmper for.

"Her i Århus har jeg for nylig slået et slag for, at vi får ureligiøse gravpladser. Vi vil gerne have vores egne begravelsespladser, hvor man ikke behøver blive generet af kors og lignende.  Det er på den måde, at vi viser vores holdninger. Vi sørger for at være politisk aktive, og slås for de sager, vi har. Ikke fordi en filosof har prædiket det for os, men fordi vi selv synes, det er det rigtige."

Det er vigtigt at påpege, at Ateistisk Selskab ikke på nogen måde er ude på at etablere en alternativ modreligion til f.eks. kristendommen. De kæmper udelukkende for fraværet af tro.

Valget er vores eget
Om man vælger det ene eller det andet, er heldigvis op til hver enkelt af os. Det vigtigste er, at respektere hinandens valg, hvor svært det end måtte være.

For nogle mennesker findes trygheden i religionen, når livet er svært og alting synes at gå dem imod. De lever efter nogle fastsatte rammer, og ser frem til et evigt liv hinsides.

For andre gælder det om at "gribe dagen" og leve i nuet, for når træskoene er stillet, så er der ikke mere at komme efter. Livet er slut og sådan er det.

Valget er dit.